Köln messe

Her er billeder fra vores herlige tur til Köln messen.

De 4 dage, 18/11 - 21/11, var en lille udvalgt skare fra RMJF til Modellbahnmesse i Køln. Kenneth og Carsten havde stået for det praktiske arrangement såsom hotelbestilling, hvem der skulle køre med hvem, hvem der skulle sove med hvem og så videre. Hele rejseholdet var på 16 mand incl. nogle fra 8+2 klubben. Alt klappede bare og de skal have stor tak for en vellykket tur.

Vi havde aftalt at køre tidligt torsdag morgen og at mødes ved Truckstop ved Slagelse. Derefter gik turen over Storebæltsbroen, videre ned gennem Jylland, videre af A1 med alle dens vejarbejder og trafikkøer, for først at lande ved hotellet i Køln ved 8.00 - 8.30-tiden. Det var en lang tur.

Efter morgenmad fredag morgen tog alle mand ind til Messe-hallen. Det var arrangeret, så at vi havde base i "bagbutikken" på standen hos Hans Diener (vores kontakt i Tyskland). Derefter gik den vilde messejagt ind. I løbet af fredagen blev der gjort flere gode handler og alle var enige om, at der var mere at se på, så vi tog også på messe om lørdagen. Her var der til gengæld godt fyldt op af messebesøgende, så da klokken var 14 00 havde vi fået nok og tog ind til Køln Centrum for at se på tog i 1:1. Domkirken blev også lige aflagt et besøg; men så var det også tid til en kop kaffe/chokolade med is eller sandwich til.

Tidligt søndag morgen (da Rene og Lars var dukket op) startede hjemturen. Vi havde talt om, at hvis det kunne nås,ville vi køre forbi Friedrichsstadt og se Modellbahn Zauber. Vi nåede det. Vi ankom kl 15 45 og de lukkede kl 17 00; men vi brugte den næste times tid til at se nærmere på banen. Det er ikke så store forhold som vi måske er vant til fra MIWULA; men det er flot lavet med rigtig mange detaljer. Især deres "tordenvejr" imponerede. De kører på K-skinner og det hele er computerstyret med en form for føler mellem svellerne.

Efter at have gjort et indkøbsstop oppe ved grænsen gik turen videre op gennem Jylland for at være hjemme ved 22 00 - 23 00-tiden. Godt trætte men fulde af gode indtryk.

Flot men beskidt remise Messe overblik Broen som er fastlåst Et rigtigt tog Ædedolkenes Klub